Naar Letsind stiger og min Troskab daler,

[ZaunköniG]

Naar Letsind stiger og min Troskab daler,
Det svage Hjerte truer med at strande,
Jeg flygter til dit Helgenbilled, Hanne,
At vække atter Livets Idealer.

Og i min Hjernes traurige Canaler
Dit Øie kaster Solskin, søde Hanne,
Saa andre Folk kan see det paa min Pande,
Hvor sig etslags tungsindigt Maanskin maler.

Til dit Portrait jeg sukker: ei du straffe
Min svrere Synd paa Reiser og paa Baller,
Men ved mit Hjertes Daarligheder skil mig!

Og Tjeneren, som bringer mig min Caffe,
Som jeg, paa Knæ for Helgeninden falder;
Og Piger strømme, for at see dig, til mig.